Bondeorganisationen

Eksperterne er enige om, at nogen sov i timen, da kaffemarkedets alarmklokker lød i midten af 2001. Overproduktionen på verdensmarkedet kunne selv et barn i sjette klasse have forudset. Det var, siger kritikerne, indlysende, at det ville gå galt. Så langt er formanden for den nationale bondeunion UNAGs departementskontor i Matagalpa, José Solórzano, enig med kritikerne. Men han synes ikke, at han selv eller andre i bøndernes politiske organisationer har sovet i timen. Situationen er mere kompliceret end som så, hævder han.

Svært at formidle oplysninger om verdensmarkedet
"Hvis man har adgang til oplysninger om investeringer i kaffeproduktionen i andre lande, så er det egentlig nemt at beregne, hvordan verdensmarkedet vil se ud næste år, hvis der altså ikke sker større ulykker som i for eksempel Brasilien i midten af 1990’erne, hvor frosten ødelagde markerne. De første fire år efter, at kaffebuskene er plantet, giver de ingenting. Det femte år er der et mindre udbytte, mens det er i det sjette, syvende og ottende år, gevinsten virkelig skal hentes. Derefter er det slut, produktionen går ned, og der skal plantes nyt.

I løbet af 1990'erne foretog USA en investering på 4,25 millioner kroner i økologisk kaffe i det sydlige Mexico. Australien og Frankrig fulgte efter med en investering på 140 millioner kroner i almindelig kaffe i Laos i 1998, mens Nestlé-koncernen satsede knapt 500 millioner kroner på den samme slags kaffe i Thailand. For år tilbage var den slags informationer skjulte for os, men nu har vi adgang til dem. Alligevel har vi ikke kunnet gøre noget.

Det er vanskeligt at formidle oplysningerne om, hvad der sker på verdensmarkedet ud til bønderne. Netop fordi kaffedyrkning kræver langtidsplanlægning, er det meget, meget vanskeligt at omstille produktionen. Når først buskene er plantet, så er der ingen vej tilbage. Investeringen er foretaget, og så kan bønderne bare håbe på, at priserne holder sig gode. Dertil kommer, at kaffen er en tradition her i området. Det er det, jorden dur til, det er det, bønderne kan dyrke og har dyrket i generationer. Det er næsten helligbrøde at snakke om at omlægge produktionen. Men vi prøver at få bønderne til at forstå, at de ikke kan klare sig med en enkelt afgrøde, at de skal spille på flere heste, så de har noget at stå imod med i dårlige tider. Men det er svært at komme igennem med budskabet."

Kilde: José Solórzano, formand for den regionale afdeling af organisationen af små og mellemstore bønder, UNAG, i Matagalpa i interview med Christian Korsgaard, november 2001.