Analytikeren

Orlando Núñez er sociolog, politolog og økonom. Han mener, at udviklingen i Nicaragua går den forkerte vej, og at kaffeproduktionen er en af synderne. Fokus skal være på fødevarer til et sultende hjemmemarked, ikke på eksportartikler til et overforkælet marked i nord. Ud med kaffen.

Hans alternative forslag er enkelt: Staten bør bruge halvdelen af det beløb, som internationale donororganisationer årligt giver til Landbrugsudviklingsinstittutet til en omstrukturering af produktionen blandt mindre bønder. Det drejer sig om godt 425 millioner kroner, og for de penge garanterer organisationerne, at 25.000 familier vil kunne producere mad nok til at dække de nationale behov – og tilmed også eksportere.

Pervers form for udvikling
"Det, der er galt her, er den måde, vi har brugt udviklingsbegrebet på de sidste årtier, for det har forhindret folk i at indse, at vækst, som retter sig mod ydre forhold, ikke skaber velstand – tværtimod. Vækst mod ydre forhold er som en spiral, hvor alle landets udviklingstiltag ganske vist skaber velstand, men velstanden forsvinder væk fra det område, hvor den produceres. Det er en pervers form for udvikling. Jo mere vi producerer i de fattige lande, des rigere bliver de rige lande, og des fattigere bliver vi.

Udvikling er ikke det, folk tror, det er. Udvikling er det, vi ser i verden i dag, det er rigdom og fattigdom. Det er god udvikling og dårlig udvikling. Fejlen består i at tro, at alle kan gå frem på samme tid. Det er som en gynge. For at nogle skal gå op, skal andre ned. Udvikling, som vi ser det i dag, betyder, at nogle får det bedre, mens andre får det værre.

FN taler om fattigdom og beskriver fattigdommen. De tager billeder af den, laver tabeller og beregninger på sundhed, uddannelse, service, boliger og veje. Det er et realistisk billede, men det er ikke fattigdommens årsager, det er fattigdommens konsekvenser. De viser mig et land, som er svagt, som er ved at dø af sult, og de siger til mig, at det er fattigt og underudviklet, fordi det er svagt.

Men svagheden er resultatet. Årsagen er, at nogen suger blodet ud af landet. Det er ligesom Draculas kvinde, som om dagen ernærer sig med mælk. Hun drikker, drikker og drikker, men om natten suger nogen blod ud af hendes hals. For os er situationen den samme. Vi producerer bomuld, kaffe, guld og alt det andet, som ‘de’ siger, vi skal producere. Vi skaber megen rigdom, men det hele forsvinder ud af landet. Løsningen er, at vores udviklingsaktiviteter skal rette sig indad, mod os selv, ganske som de europæiske lande gør det.

Jeg tror, at vi skal gøre det samme, som I har gjort i Danmark. Vi skal arbejde for vores egen velfærd, ikke for andres. Bønderne skal arbejde for bøndernes velfærd. Hvis arbejderne på en gård arbejder for gårdens velfærd, men gården ikke er deres egen, så arbejder de for andres velfærd, for udadvendt udvikling. Jeg mener, at de skal producere, de skal skabe rigdom, de skal bidrage, og de skal handle – men det skal alt sammen ske ud fra et mål om indadvendt udvikling."

Problemet er sult
"I Nicaragua er det største problem ikke længere fattigdom, det er sult. Det handler ikke om, at folk ikke har cementgulve, latriner eller ikke kan gå i skole. Problemet er sulten, ernæringen. Derfor bør vores ypperste mål være at producere mad. Men alle landets politikker går imod denne vision. Globaliseringen som sådan er imod produktion af fødevarer. Derfor bliver det svært at gøre det, men det er ikke umuligt. Der er stadig mange bønder, der er stadig megen jord, megen sol og meget vand – og der er stadig megen sult.

Vi skal producere mad til fødevarer, ikke til eksport. Hvis det er til eksport, så bliver nogle rige, mens andre dør af sult. Mit forslag er, at svaret skal komme fra landområderne, for det er der, madvarerne produceres. Det er ikke nemt, for bønderne er udsat for et stort bombardement af illusioner.

Man siger til dem, at for at blive rige skal de producere megen kaffe, mange bananer, meget bomuld, meget guld. Men den vej har vi nu fulgt i 500 år, og den dur ikke. Selv folk med de allerbedste intentioner, blandt andet de ikke-statslige organisationer, vender ryggen til fødevareproduktionen. De koncentrerer sig om produktionen af sesamfrø, kaffe, bananer og soyabønner. Men dermed bidrager de til nedturen og til fattigdommen, for de går ad den gammelkendte vej.

Vi ved, at det fungerer, fordi vi allerede har afprøvet ideen i praksis blandt 5.000 familier. De får en ko, to grise, høns og en hane, såsæd, en silo, overrislingsredskaber og materialer til at bygge hønsegård og svinesti for. Det hele gives som et lån til kvinden, som i vores kultur er symbolet på reproduktion, hvor manden er symbolet på handel og profit. Tilbagebetalingen kan ske til en fond, enten i form af produkter eller ved kontant afregning. Fonden låner så penge ud til nye bønder, og på den måde fortsætter det. Efter seks måneder, ikke efter 500 år, spiser børnene æg, kylling, svinekød, mælk, frugt og grøntsager. På blot et halvt år kan vi spise det samme som i USA eller Frankrig."

Kilde: Orlando Nuñez i interview med Christian Korsgaard til MS-Mellemamerikas blad, El Eslabón, februar 2001.