|
Ved landevejen
Efter kaffehøsten i februar 2001 fik mange
landarbejdere en fyreseddel i hånden. Priserne på det internationale
kaffemarked var så lave, at ejerne af de store kaffeplantager
i det nordlige Nicaragua
satte penge til på at producere den lille bønne. Over 23.000
landarbejderfamilier blev kastet ud i en håbløs situation, som
stadig mangler en holdbar løsning.
Den første tid gik det for de fleste. Med den
smule, som kunne dyrkes på de jordlodder, som nogle plantager
stiller til rådighed, fik både børn og voksne noget i maven.
Men manglende nedbør ødelagde regntidens første høst af majs
og bønner, og derefter stod menuen for manges vedkommende i lang
tid på mango og bananer, indtil der heller ikke var flere af dem.
Desperate, bange og flove over at skulle bede om støtte, slog
tusinder af arbejdere sig ned i lejre langs landevejene - i håb
om en hjælpende hånd fra regeringens side.
Oppositionens påfund
Nicaragua august 2001: Lugten i lejren
ved landevejen er det mest forbløffende. En kaotisk blanding af
sved fra 700 mennesker, brændte bildæk og dieselos fra
landevejen dominerer, men fra en nærliggende restaurant blander
duften af kogte bønner og oksebøf sig. Det hele røres sammen af
den varme, tropiske vind, som i sig selv er en sammensat
størrelse af blomster, frugter, affald og forrådnede dyr i
vejkanten. Af liv og død.
Præsidenten siger, at der ikke er sult i
landet, at der er masser af ris og bønner på markedet. Det
sidste har han ret i. "Problemet er ikke, at der ikke er mad,
men at vi ikke kan købe den. Mange arbejdere har ikke fået løn
i flere måneder. Jeg har ikke fået det i seks måneder, og
dengang jeg fik, fik jeg ikke nok. Så hvad skulle jeg gøre? Hvis
jeg blev i plantagen, ville jeg bare dø af sult, så jeg kunne
lige så godt flytte herud til vejsiden med de andre,"
forklarer José Avilio Molina, arbejdsløs kaffearbejder med seks
børn.
De sidste par måneder har José Avilio Molina, og med ham
tusinder af andre, boet under plastikstykker langs hovedlandevejen
i det nordlige Nicaragua. Den liberale præsident anerkender
simpelthen ikke, at kaffearbejderne sulter, ser dem ikke og
ønsker ingen dialog med dem. Efter hans mening er det hele noget,
som oppositionen har fundet på.
Uden for rækkevidde
Livet på landet har altid været hårdt
i Nicaragua. Både under diktatur i 1970’erne og borgerkrig i
1980’erne lagde bønderne ryg til grove overgreb på
menneskerettighederne. Med både tortur og tvangsudskrivelser til
militærtjeneste leverede landbefolkningen deres bidrag til nogle
af de mørkeste kapitler i den nicaraguanske historie. Men end
ikke dengang var situationen så kritisk som nu, forklarer José
Avilio Molina: "Jeg er 49 år gammel. Jeg har oplevet
diktaturet, borgerkrigen og orkanen Mitch. Men det har aldrig
været så vanskeligt som nu. Vi har simpelthen intet."
Kaffearbejdernes frustration hænger sammen med, at mens de under
revolutionen og borgerkrigen kunne tage situationen i egen hånd,
så ligger løsningen på den nuværende krise uden for deres
rækkevidde.
De nicaraguanske kaffearbejdere tjener ganske
vist mere end syv gange så meget som deres kolleger i Vietnam,
men alligevel slår pengene ikke til: "Jeg tjener 17
córdobas (ca. 11 kr) om dagen i kaffemarkerne, men der skal 50
córdobas til for at dække de daglige udgifter. Alene en dåse
mælk til min yngste datter koster 20 córdobas. Det løber bare
slet ikke rundt," forklarer José Avilio Molina, som for at
dække hullet i budgettet arbejder som skovhugger. Det giver lidt
ekstra, men de sidste måneder har det også været familiens
eneste indtægt.
Solen står nu højt over lejren ved landevejen.
Det brændende bildæk under gryden med ris er ved at gå ud. Så
er dagens måltid klar. Nogen har doneret en klase madbananer, så
der bliver muligvis lidt grønt senere på dagen. Under træerne i
vejsiden har gruppens ældre, børn og de fleste af kvinderne
søgt ind i skyggen. De sidder og falder lidt sammen. Dårlig
ernæring og et par måneder i grøftekanten sætter sine spor
både fysisk og psykisk. Oppe på landevejen står små grupper af
mænd. Med snore spændt ud over vejen prøver de at stoppe de
biler, som jager afsted på den interamerikanske landevej. Enkelte
stopper, rækker en hånd ud af vinduet og smider noget i en tom
mælkedåse, der fungerer som indsamlingsbøsse. Andre vifter
aggressivt med hænderne, gasser op og ser surt på
kaffearbejderne. De fleste ser dog blot ligegyldigt til.
Af Christian Korsgaard

|