Den tvivlende hævner

Solidaritet, Bæredygtighed, Politisk forbrug og 
Mærkningsordninger.

Når jeg bliver præsenteret for disse ord, vil man finde mig i et fjernt hjørne, gispende efter vejret. Det er nogle mærkelige, konstruerede ord, som jeg sjældent bruger i min hverdag. De er fremmede og vækker ingen følelser. Jeg kan ikke placere dem i mine daglige gøremål, men ikke desto mindre ved jeg godt, de eksisterer, og at de bliver brugt flittigt af mange mennesker.

Min egen lille private hævn
Men lad os tage ordsammensætningen "politisk forbruger". Det er vel det, jeg er, når jeg vågner om morgenen og skal ned i Føtex. Men jeg tænker jo ikke: "Her kommer Line Knutzon, politisk forbruger, født 1965". Nej, hvis jeg overhovedet tænker i Føtex, er det: "Her kommer jeg, HÆVNEREN over alle hævnere ... jeg er kommet ind i dette supermarked for at starte en revolution!"

Jeg føler en ekstrem behagelig fornemmelse, når jeg vælger økoæggene frem for burhønse-æggene. For mig og mine forpinte smagsløg handler det ikke om smag og sundhed, for mig er det en hævnaktion. Min egen lille private hævn over "svinene": "Ha! Nossefryd! Jeg købte ikke jeres lorteæg, I kan få fingeren lige op i jeres dyrplageransigter. Fuck jeres pengegriske, kortsigtede måde at være til stede i denne verden på!"

I små øjeblikke føler jeg, at mine valg er utrolig vigtige for hele verden, og jeg er overbevist om, at jeg ta’r røven på nogen, fordi jeg vælger det ene æg frem for det andet. Og således også med kaffen, smørret, pølsen og det hakkede oksekød.

Nogle dage, når bølgerne går rigtig højt, og indkøbsvognen er fyldt med politisk korrekte produkter, så kan jeg føle mig så magtfuld, som et medlem af Blekingebanden må have følt sig med skydevåben gemt under hele stuegulvet. Orv for en politisk terrorvirksomhed jeg udøver, jeg næsten sitrer!

Den dobbelte moral
Men det er dælen dul’me en anden form for politisk aktivitet end dengang, man stod inde på Kultorvet og råbte i en megafon. Og følelsen er heller ikke hel stueren, når man hjemme vælter alle sine varer ud på bordet med en let kvalme af overforbrug. Jeg kæmper mod pengenes magt med min egen pengepung.

Det føles en anelse dobbeltmoralsk. Men eftersom jeg ikke har min egen mark oppe i min lejlighed, kan jeg ikke selv producere den mad, jeg skal spise. Jeg må slås mod mine fjender med deres eget våben. Er det godt? Er det dårligt? Det nytter måske ikke at tænke over det. Pengene har talt.

Men måske jeg en dag indgår i en statistik i EU om et stigende forbrug af økologisk kaffe fra Costa Rica, der er med i en mærkningsordning. Og så er der måske et firma, som pludselig tænker: "Hov, det ser ud til, at den nye tendens hos forbrugerne er, at de vil have økologisk kaffe lavet af bønder, der ikke bliver udbyttet ... lad os straks satse på det og tjene kassen."

Måske sker det, måske ikke. Og hvis det sker, er det ikke på grund af godgørenhed og næstekærlighed. Det sker, hvis der er penge i det. Og på en måde er det sgu ligeså deprimerende.

Af Line Knutzon, dramatiker

Skrevet til Max Havelaar www.maxhavelaar.dk i 1999