Den lille bonde

"Vi lever i konstant krise, og problemerne synes ingen ende at have. Tilbage i 1980’erne var det borgerkrigen, som skabte problemer. Så fik vi fred, og kaffepriserne var gode en tid, men så faldt de igen. Derefter raserede orkanen Mitch markerne i 1998, og nu kom så kaffekrisen i 2001. Det er svært at blive ved med at tro på, at det bliver bedre en dag, men jeg prøver." Isidoro Dormos Polanco har set mange ting i sine 68 år i kaffedistriktet omkring Matagalpa i det nordlige Nicaragua, men selvom livet mange gange synes at bringe ham og familien fra asken til ilden, så prøver han at bevare optimismen.

Kaffedyrkning er ikke for sarte sjæle. Arbejdet er fysisk hårdt, men det tærer også på de psykiske reserver at arbejde med et produkt, hvis pris den enkelte bonde i et uland ikke har en jordisk chance for at styre. Verdensmarkedsproduktionen kender Isidoro ikke noget til, for ham handler det om at få så meget og så god kaffe som muligt ud af sine tre manzanas (lidt over 2 hektar) med kaffebuske. Og hvad nytter det også at bekymre sig om noget, man alligevel ikke kan gøre noget ved?

"Jeg har dyrket kaffe, siden jeg blev færdig med grundskolen i 1944. Det er det, jeg ved noget om. Det er det, jeg kan. Somme tider går det godt, somme tider går det skidt. Men jeg er nødt til at tro på, at nu er bunden nok nået. Ellers nytter det ikke noget", forklarer Don* Isidoro.

Orkanen halverede markerne
Han husker borgerkrigen i 80’erne som en vanskelig tid på grund af den galopperende inflation, men samtidig som en periode med meget arbejde og gode priser på kaffen. Fra midten af 1990’erne begyndte krisen imidlertid at kradse, og en uge med regn under orkanen Mitch i oktober 1998 var lige ved at få bægeret til at flyde over. Dengang havde Isidoro seks manzanas (lidt over 4 hektar) med kaffe klar til høst, men halvdelen blev oversvømmet, og buskene revet op af vandmasserne. Et redskabsskur med det værktøj, som han og familien brugte til at dyrke jorden, blev også skyllet bort. Da vandet trak sig tilbage, efterlod det et tykt lag sand, der som en dyne dækkede det frodige jordlag, hvor kaffen tidligere havde stået.

"Det var lige ved at være for meget. Jeg har ikke fået nogen hjælp til at komme over krisen, så jeg har måttet tage pengene forskellige steder fra, og så lidt efter lidt rette op på situationen. Jeg har altid satset på, at mine børn skulle i skole og have bedre muligheder end mig selv. Et par stykker af dem skulle starte på universitetet, men det var der pludseligt ikke penge til efter orkanen. De tre yngste mistede deres huse og fik nye gennem et bistandsprojekt. Men det er også al den hjælp, vi har fået", siger Don Isidoro.

Den økonomiske situation i Don Isidoros familie var derfor skrøbelig, da bunden gik ud af kaffemarkedet i midten af 2001. På grund af gårdens størrelse er han afskåret fra at tage lån i banken til at komme over krisen, og kistebunden blev derfor hurtigt nået. Don Isidoro fortæller, at det største problem nu er høsten, som begynder om nogle uger. Han skal bruge 500 córdobas (godt 310 kroner) til at betale de ti arbejdere, som i løbet af en uge skal plukke kaffen, men han har ikke pengene. Lykkes det ikke at finde dem, er han bange for at miste en del af høsten.

Der er så dejligt ude på landet....
Det er der jo – dejligt på landet, altså. Men livet på landet er også hårdt, i hvert fald hvis man tilfældigvis befinder sig i den del af verden, som udviklingsmæssigt halter bagefter Europa og USA. Don Isidoro fortæller, at hans jordlod er på i alt otte manzanas, lidt over 5,5 hektar. Gården har ikke elektricitet, så alt skal klares i løbet af dagen, som her begynder klokken fire om morgenen, nogle gange endda klokken tre. Tilberedningen af frokosten og gåturen til markerne tager et par timer, så når solen står op klokken 6, er han og sønnerne klar til at gå i gang.

Midt på dagen bliver varmen for stærk, så klokken to om eftermiddagen går de tilbage til gården, hvor majsen skal males, og andre gøremål venter. Der er også tid til at tage ind til den nærliggende landsby Esquipulas og handle eller ordne ærinder, men de fem kilometer til byen tager sin tid. Den første halve time går med blot at komme ud til landevejen, og derefter skal Don Isidoro så vente på bussen eller blaffe det sidste stykke. Er han heldig, møder han mælkebilen og får et lift til byen.

Gården har rindende vand, men trykket i hanerne er så lavt, at det oftest ikke nytter noget at vente på de dyrebare dråber. I stedet for henter familien vand ved den nærliggende brønd. Underholdningen begrænser sig til en batteridrevet transistorradio, så der er ingen fare for at komme til at sidde og hænge oppe om aftenen til en dum film. Klokken otte om aftenen slukkes den sidste petroleumslampe, og familien går i seng.

Note: Don er en respektfuld titel - svarende til det danske hr. - som man i Latinamerika bruger til at tiltale familiefædre og især mænd, der er oppe i årene. Tilsvarende bruges doña for kvinder.

Af Christian Korsgaard