Køen

Nicaragua oktober 2001: Køen foran banken i kaffebyen Matagalpa er lang. Den begynder ved foden af cementtrappen på hjørnet, passerer den røde brandhane og når den overfyldte skraldespand. Henne ved det lille bageri med det gule skilt ender den. De hundrede kaffearbejdere i køen står her dagen lang. De er her, når banken åbner, og de er her, når den lukker. De venter nemlig ikke på at komme ind. De venter på mad, og mulighederne for hjælp er større her, hvor samfundets mere velstillede ikke kan undgå at se dem.

For kaffearbejderne i Nicaragua har sulten i de seneste måneder ikke alene været en fast bestanddel af hverdagen, men også det våben, de har brugt i et forsøg på at få regeringen i tale. Da bunden gik ud af kaffemarkedet, og ejerne af de store kaffeplantager i nord udstedte tusinder af fyresedler, blev landarbejderne samtidig sendt på gaden. De fandt hurtigt sammen i lejre langs landevejen, men da hjælpen udeblev, slog mange sig ned foran bankerne i provinshovedstaden.

Pinligt at tigge
"Det er pinligt at gå her på gaden og tigge, men hvad skal vi gøre? Vi kunne stjæle, men så foretrækker vi trods alt at bede om maden", forklarer Carmen Morales, enlig mor til syv piger. "Prøv at lugte til mig. Kan du mærke det? Jeg har ikke været i bad i en uge. Når jeg skal tisse, går jeg hen på hjørnet, men jeg kan ikke vaske hænder bagefter. Vi stinker alle sammen, men vi kan ikke gøre noget. Vi venter bare videre", siger Carmen Morales frustreret, mens resten af flokken nikker.

Med ryggen mod en af de piller, som skal symbolisere bankens soliditet, læser en mand dagens avis. Der er efterhånden langt mellem artiklerne om kaffearbejdernes problemer. Nye og mere fotogene katastrofer trænger sig på og dominerer nyhedsstrømmen, selvom situationen i kaffedistriktet ikke er blevet bedre, tværtimod. Men der er grænser for, hvor mange gange man kan skrive artikler om folk, som bare venter passivt. Kaffearbejdernes tålmodige venten bliver på længere sigt deres ulykke. Nogle få drog hele vejen til hovedstaden og fik, hvad de forlangte, men hovedparten blev i nord, langt fra den offentlige opmærksomhed.

Købmanden
Den lille købmand over for banken glemmer imidlertid ikke kaffearbejderne. Det er jo også lidt svært at overse hundrede sultende mennesker på den anden side af gaden, men udsigten generer ham ikke. Han leverer gratis vand til arbejderne, og så giver det jo kunder i butikken. Børnene omsætter hver en skilling, de kan skrabe sammen, selvom det måske ikke altid er det mest fornuftige, de køber. Selv i køen foran banken i Matagalpa er kiks, chokolade og tyggegummi eftertragtede produkter.

En ældre kvinde kommer ind i butikken. Hun skal have et par æg og lidt grøntsager, et lille brød og en liter mælk. Lænet op ad dørkarmen ser en flok børn til, mens varerne forsvinder ned i posen. I sidste øjeblik griber damen en stor pose brød, og mens hun beder købmanden gøre regningen klar, langer hun posen til en af de større børn i døren. "I skal dele med de små", formaner hun, men de hører det næppe. Posen bliver flået op, og inden hun har betalt, er indholdet allerede væk.

Af Christian Korsgaard