|
Køen
Nicaragua oktober 2001:
Køen foran banken i kaffebyen Matagalpa
er lang. Den begynder ved foden af cementtrappen på hjørnet,
passerer den røde brandhane og når den overfyldte skraldespand.
Henne ved det lille bageri med det gule skilt ender den. De
hundrede kaffearbejdere i køen står her dagen lang. De er her,
når banken åbner, og de er her, når den lukker. De venter
nemlig ikke på at komme ind. De venter på mad, og mulighederne
for hjælp er større her, hvor samfundets mere velstillede ikke
kan undgå at se dem.
For
kaffearbejderne i Nicaragua har sulten i de seneste måneder ikke
alene været en fast bestanddel af hverdagen, men også det
våben, de har brugt i et forsøg på at få regeringen i tale. Da
bunden gik ud af kaffemarkedet,
og ejerne af de store kaffeplantager i
nord udstedte tusinder af fyresedler, blev landarbejderne
samtidig sendt på gaden. De fandt hurtigt sammen i lejre langs
landevejen, men da hjælpen udeblev, slog mange sig ned foran
bankerne i provinshovedstaden.
Pinligt at tigge
"Det er pinligt at gå her på
gaden og tigge, men hvad skal vi gøre? Vi kunne stjæle, men så
foretrækker vi trods alt at bede om maden", forklarer Carmen
Morales, enlig mor til syv piger. "Prøv at lugte til mig.
Kan du mærke det? Jeg har ikke været i bad i en uge. Når jeg
skal tisse, går jeg hen på hjørnet, men jeg kan ikke vaske
hænder bagefter. Vi stinker alle sammen, men vi kan ikke gøre
noget. Vi venter bare videre", siger Carmen Morales
frustreret, mens resten af flokken nikker.
Med ryggen mod en af de piller, som skal
symbolisere bankens soliditet, læser en mand dagens avis. Der er
efterhånden langt mellem artiklerne om kaffearbejdernes
problemer. Nye og mere fotogene katastrofer trænger sig på og
dominerer nyhedsstrømmen, selvom situationen i kaffedistriktet
ikke er blevet bedre, tværtimod. Men der er grænser for, hvor
mange gange man kan skrive artikler om folk, som bare venter
passivt. Kaffearbejdernes tålmodige venten bliver på længere
sigt deres ulykke. Nogle få drog hele vejen til hovedstaden og
fik, hvad de forlangte, men hovedparten blev i nord, langt fra den
offentlige opmærksomhed.
Købmanden
Den lille købmand over for banken
glemmer imidlertid ikke kaffearbejderne. Det er jo også lidt
svært at overse hundrede sultende mennesker på den anden side af
gaden, men udsigten generer ham ikke. Han leverer gratis vand til
arbejderne, og så giver det jo kunder i butikken. Børnene
omsætter hver en skilling, de kan skrabe sammen, selvom det
måske ikke altid er det mest fornuftige, de køber. Selv i køen
foran banken i Matagalpa er kiks, chokolade og tyggegummi
eftertragtede produkter.
En ældre kvinde kommer ind i butikken. Hun skal
have et par æg og lidt grøntsager, et lille brød og en liter
mælk. Lænet op ad dørkarmen ser en flok børn til, mens varerne
forsvinder ned i posen. I sidste øjeblik griber damen en stor
pose brød, og mens hun beder købmanden gøre regningen klar,
langer hun posen til en af de større børn i døren. "I skal
dele med de små", formaner hun, men de hører det næppe.
Posen bliver flået op, og inden hun har betalt, er indholdet
allerede væk.
Af Christian Korsgaard

|