Prisdannelse

Kaffen går igennem mange hænder, inden den når frem til den danske forbruger, og de skal alle have en fortjeneste fra handlen. Der er én eller flere mellemhandlere i produktionslandet, der skal betales fragt og evt. statsafgifter i produktionslandet, og så er der selvfølgelig kaffebonden, der ud af sin betaling for kaffen også i de fleste tilfælde skal betale landarbejdere, der hjælper med plukningen.

På kaffebørsen i New York er der børshandlerne, og bliver kaffen forhandlet flere gange på børserne, stiger prisen tilsvarende for hver gang. Når kaffen når modtagerlandet, skal der betales fragt, told og statsafgifter, og kaffeimportørerne, kafferisterierne og detailhandlen skal også have en fortjeneste. I kraft af den danske moms, told og statsafgift tjener den danske stat mere for kaffen end bonden, der har dyrket kaffen.

Den pris, kaffebonden får for sin kaffe, er afhængig af de priser, der fastsættes på de internationale kaffebørser, hvor børsen i New York er den største og derfor toneangivende. Verdensmarkedsprisen er en gennemsnitspris for kaffeprisen på de største kaffebørser. Siden 1989 har der ikke været faste prisaftaler på kaffemarkedet, så verdensmarkedsprisen på kaffe bestemmes udelukkende af udbud og efterspørgsel. I 2001 var der en overproduktion af kaffe i forhold til efterspørgslen, så markedsprisen på kaffe blev derfor meget lav. Så lav, at det flere steder ikke kunne betale sig at plukke kaffen, fordi udgifterne til landarbejderne oversteg bondens salgspris.

Prisen på kaffen afgøres allerede, inden kaffen er høstet. Kaffebonden sælger som regel sin høst til en opkøber, før kaffen er plukket, til gengæld for et forskud på betalingen. Der indgås en kontrakt, hvor opkøberen får retten til at købe bondens høst. Bonden bruger sit forskud til at betale kaffeplukkernes løn. De betales som regel pr. akkord – det vil sige en betaling pr. kilo plukket kaffe. Mange steder trækkes det fra lønnen, hvis man som plukker kommer til at knække en gren eller beskadige kaffebuskene på anden måde. Opkøberen kan sælge kontrakten og altså købsretten videre til andre mellemhandlere. Kaffen handles i gennemsnit otte gange, før den når frem til forbrugeren i Danmark. Det er kaffekontrakterne, der handles på de internationale kaffebørser og ikke sække fyldt med kaffebønner, og på den måde er verdensmarkedsprisen allerede bestemt, inden kaffehøsten er i hus.