Prisaftaler

FN har forsøgt at stabilisere verdensmarkedsprisen på kaffe gennem internationale kaffeaftaler. Det sker i Den Internationale Kaffeorganisation (ICO), som omfatter 18 forbrugerlande – heriblandt Danmark men ikke USA – og 45 producerende lande. Organisationen har prøvet at stabilisere priserne på kaffe ved at regulere markedsudbuddet gennem et system af kvoter til de forskellige kaffedyrkende lande. Samtidig har man opkøbt og oplagret kaffe i gode høstår med en stor produktion og solgt ud af lagrene i dårlige høstår med en lille produktion. I perioden fra 1980 til 86 lykkedes det faktisk at skabe stabile forhold for de kaffedyrkende lande. Men i juli 1989 brød kvotesystemet sammen, og markedet blev givet frit. Det gav et voldsomt prisfald på verdensmarkedet.

Mange u-lande har siden presset hårdt på for at få en ny kaffeaftale, men de er stødt på modstand fra to sider: Fra Nordamerika, hvor verdens største forbrugerland USA tydeligt har vist uvilje overfor international regulering af råvarehandlen i det hele taget. Og fra Brasilien, verdens største producent af kaffe, hvor der også har været modstand mod internationale råvareaftaler.

Den amerikanske chefforhandler i ICO udtalte allerede i 1989, at råvareprisaftaler er udtryk for en forældet tankegang. Men den amerikanske regering har dog siden i lyset af de store problemer i landet med kokainmisbrug ændret sin holdning til netop kaffeaftalen. Det er sket i erkendelse af, at hvis ikke bønderne i Latinamerika kan tjene penge på fx kaffe, så er der større sandsynlighed for, at de dyrker cocablade, der bruges til kokain.

Brasiliens modstand er mere bemærkelsesværdig, fordi Brasilien er et af de lande, der har haft størst gavn af kaffeaftalen. Men de brasilianske kaffeeksportører har været imod. Det skyldes frygt for, at landet ved en genforhandling af aftalen vil få en markant lavere kvote, fordi forbrugernes efterspørgsel skifter fra de brasilianske kaffetyper over mod de populære milde arabicatyper fra Colombia og Mellemamerika.

I år 2000 forsøgte en række kaffeproducerende lande at genoplive prisreguleringen, og de vedtog at holde 20% af deres kaffeproduktion tilbage, indtil verdensmarkedsprisen var kommet op på et mere passende niveau. Men aftalen holdt ikke længe, fordi flere af landene ikke overholdt den, og Colombia, som var en af initiativtagerne bag aftalen, sprang fra.

Taberne i spillet om prisaftalerne har i høj grad været de små u-lande, hvor kaffe – og andre råvarer der er underlagt de samme markedsmekanismer - udgør størstedelen af eksportindtægterne. Eksempelvis skønnes det, at u-landene i 1991 mistede ca. 60 mia. dollars i tabte eksportindtægter som følge af de faldende verdensmarkedspriser efter kvotesystemets sammenbrud. Penge, som forbrugere over hele verden sparede. Til sammenligning gav de rige lande samlet ca. 50 mia. dollars i udviklingsbistand i 1992.