|
Kaffens historie
Ordet kaffe stammer fra det arabiske ord qahwah,
der betyder en drik lavet af planter.
| Legenden siger, at kaffebønnernes
virkning blev opdaget af en gedehyrde i Etiopien. Han
lagde mærke til, at hans geder blev så opløftede af
at spise bærrene fra et bestemt træ, at de slet ikke
sov om natten. Det fortalte han videre til abbeden på
et nærtliggende kloster. Abbeden lavede en drik af
bærrene, og den kvikkede ham så meget op, at han uden
problemer kunne holde sig vågen under sine lange
aftenbønner. Efterhånden bevægede rygtet sig østover
og nåede de arabiske lande. En rejse, der skulle sprede
kaffebønnernes ry over hele verden, var begyndt. |
Om man tager legenden på ordet eller ej, kan
kaffen dog spores til Etiopien. Kaffetræet stammer fra
Etiopiens bjergegne, og de afrikanske stammer formede kugler af
knuste kaffebønner blandet med fedt. Sådan en kugle dækkede
en dags behov og kunne bruges som føde under jagtture.
Religiøs drik
Det var i de arabiske lande, at man
begyndte at riste kaffebønnerne og lave en kaffedrik. Det skete
formentlig i starten af det 14. årh. Byen Al Mocka i Yemen blev
verdens første kaffecentrum, og det er herfra den fine
kaffesort Mokka stammer. Kaffen fik status som en religiøs
drik, der kunne sørge for, at de fromme selv om natten kunne
hengive sig til bøn. Men den opkvikkende drik blev også brugt
som medicin og ved ceremonier.
Omkring
år 1470 åbnede de første kaffehuse, kaldt qahveh khaneh,
i Mekka. Den tidligere religiøse drik blev nu populær blandt
ganske almindelige mennesker, og man mødtes på kaffehusene for
at diskutere, spille skak og høre musik. Men succesen gjorde
magthaverne nervøse, for på kaffehusene blev der også
diskuteret politik. Også præsterne ønskede at forbyde kaffen,
som de mente, virkede berusende. I lange perioder diskuterede de
lærde for og imod kaffen.
Rygtet om "Arabiens vin", som kaffen
blev kaldt, begyndte at sprede sig ud over de arabiske landes
grænser. De europæiske rejsende fortalte om den sorte drik, og
i 1615 bragte handelsrejsende fra Venedig for første gang
kaffen til Europa. Også her blev kaffen fordømt af præsterne,
og paven blev bedt om at forbyde drikken. Inden han besluttede
sig, valgte han dog selv at smage, og han syntes så godt om
kaffen, at han i stedet for at forbyde den gav den sin pavelige
godkendelse.
Kaffehuse og cafékultur
Man mener, at kaffen for første gang
kom til Danmark i 1665. I 1773 importerede Danmark ca. 6 tons
kaffe, og 30 år senere var mængden næsten fire gange så
stor. Handelsministeren var bekymret over det voksende forbrug,
da det påvirkede handelsbalancen i negativ retning. Man ville
meget hellere have, at de lavere samfundsklasser holdt sig til
de almindelige og danske nydelsesmidler som øl og brændevin.
Rundt omkring i de større europæiske byer
åbnede kaffehuse og blev hurtigt vigtige mødesteder. I England
opstod "penny universities", hvor man for en penny
kunne købe en kop kaffe og deltage i intellektuelle
diskussioner. I Wien udviklede der sig i 1800-tallet en
café-kultur omkring de berømte wiener-caféer. Caféerne var
wienernes kontorer, deres saloner og deres læsesale. Især
forfatterne gjorde brug af caféerne, og indgangens vindfang
sikrede, at forfatternes papirer og aviser ikke blæste væk,
når døren gik op og i.
Europæerne tog kaffebønnerne med til de
daværende kolonilande, og det var hollænderne, der fik spredt
kaffeplanten til det meste af Syd- og Mellemamerika. Det blev
starten på en stor produktion, der har gjort kaffen til
kontinentets vigtigste eksportvare.
Kaffeeventyr i Mellemamerika
Mellemamerika har de naturlige
betingelser for at kunne dyrke den milde arabica-kaffe
i en meget høj kvalitet – især i det vulkanske højland, der
strækker sig hele vejen ned igennem regionen. Kaffeeventyret
startede i 1840'erne i Costa Rica, og efter 1850 var det
allerede blevet et vigtig eksportprodukt i hele regionen. Det
var produktionen af kaffe, der for alvor integrerede de
mellemamerikanske lande i verdensmarkedet.
I Nicaragua som i de andre lande i regionen
havde den voksende kaffeproduktion brug for store landområder
og billig arbejdskraft. Derfor begyndte landets elite i det nordlige
højland med mere eller mindre fine metoder at presse
småbønder og indianere væk fra deres jordstykker. De nu
jordløse bønder måtte derefter tage arbejde på de nye
plantager for at kunne overleve. Kaffeproduktionen voksede
yderligere med stor fart i årene 1893-1909 under en liberal
diktator, der bl.a. udlovede store jordområder i de bedste
kaffeområder til nordeuropæere, hvis de ville flytte til
Nicaragua for at dyrke kaffe. Det var især tyske familier, der
tog imod tilbuddet, men også et par danske familier emigrerede
til Matagalpa i det nordlige Nicaragua
for at blive kaffeproducenter.

|